Drenge

(1977)

Af Niels Jørgen Dinnesen

”Drenge” er Nils Malmros’ nyeste film. Den skulle være klar til premiere i Århus og København omkring slutningen af februar i år. Med udgangspunkt i ”Drenge” forsøger artiklen her at fremdrage nogle karakteristiske træk ved Malmros’ univers, samt at sætte dette i forhold til andre aspekter ved nutidig dansk filmproduktion. Som det vil ses, adskiller Malmros’ film sig på afgørende måde fra alle de øvrige.

En vurdering

Som en utvetydig understregning af, at der denne gang har været et professionelt apparatur til rådighed, starter Nils Malmros’ nye film, ”Drenge”, med en kamerakranbevægelse. Børnestemmer, tusmørke, en stor græsplæne: To drenge med armene bredt ud cirkler rundt om sig selv, fnisende. Først gradvis går det op for os, hvad de laver: De tisser. Vores helt, der denne gang blot hedder Ole, kigger grinende på; han er genert fascineret af de lidt større drenges påhit. Vi befinder os i filmens 1. afsnit, Ole som cirka 6-årig.

Mads Ole Erhardsen som Ole i første afsnit af ”Drenge”.

Kranbevægelsen, som her bruges for første og eneste gang i filmen, er en effekt, der tjener som understregning af afstanden til ”Lars Ole, 5.c”. Den foregående film var et 100 pct. amatørarbejde – optaget, instrueret og klippet af instruktøren selv med beskedne midler: sort/hvid 16 mm., der senere af hensyn til biografernes filmmaskiner blev ”blæst op” til 35 mm. Denne gang har produktionsbetingelserne været langt bedre, med produktionsstøtte fra Filminstituttet, professionelle skuespillere og nogle af landets bedste filmteknikere bag kameraet. Det er derfor med stor spænding, vi imødeser filmen, for spørgsmålet er jo, om det professionelle apparatur, farverne osv. overhovedet vil være en fordel for en uerfaren ”erklæret amatør” som Nils Malmros.

Inez Thomsen som Marianne og Lars Junggren som Ole i andet afsnit af ”Drenge”.

Lad det være sagt med det samme: Betænkelighederne kan pakkes ned, for filmen lever og fungerer over al forventning. For første gang i moderne tid er det lykkedes en ung dansk filminstruktør at tage springet fra det lovende og talentfulde til noget, der ligner en moden kunstner. Belært af erfaringerne vægrer man sig ved at være alt for kategorisk, men jeg synes, der i dette tilfælde er grundlag for at spare på forbeholdene. Det, der var forcen ved ”Lars Ole”, autenticiteten, er bevaret i ”Drenge”, samtidig med at de fleste fejl er rettet og det større apparatur anvendt med omtanke og diskretion. Filmen er behersket, næsten statisk fotograferet i smukke, bløde farver; den er elegant og præcist klippet; og lyden er usædvanlig tydelig og distinkt. Selvfølgelig er der stadig fejl, man kan pege på – f.eks. anakronismen med et ”Nej tak til atomkraft” skilt på Mariannes forældres bil i 2. afsnit – og ting som ikke helt fungerer – f.eks. i et par af skuespillerpræstationerne – men det hører til småtingsafdelingen. Set under ét er der tale om en film af internationalt snit, der lader sig måle mod de ting, vi ser fra udlandet. Og hvornår har man sidst kunnet sig dét om en dansk film?

Nils Malmros

Som noget helt særegent inden for dansk film er Nils Malmros’ film erklæret selvbiografiske, ”et forsøg på at rekonstruere nogle stemninger og fornemmelser fra forskellige epoker i mit eget liv”, siger han selv i omstående interview. Det selvbiografiske aspekt er naturligvis ikke en kvalitet i sig selv, men her medfører det et engagement, en mærkbar følsomhed over for personerne, som man ikke finder i ret mange af de øvrige over 120 danske film, der har haft premiere i 1970-erne. I udlandet er det personlige engagement bag instruktørvirksomheden forholdsvis almindeligt – tænk blot på folk som Truffaut, Fassbinder, Bergman, Cassavetes, Fellini, Godard, Penn, Losey osv. – og det er i grunden chokerende, at man alene på grund af dette kan fremhæve Malmros som en ener inden for dansk film. Selv en film som Anders Refns ”Strømer” (1976) , der i alle henseender er et af de mest lovende debutværker fra de seneste år, tilhører i sidste instans den store hob af anonyme film, dvs. film, der er upersonlige i den forstand, at instruktørens engagement forekommer teoretisk og ikke følt. Målet med en film som ”Strømer” er i første række at underholde og at nå ud til så mange mennesker som muligt, og den kommer derfor primært til at hvile på ydre, fysisk handling og store skuespilpræstationer. Det er der intet ondt i – tværtimod er det ofte en udsøgt fornøjelse at se noget, der som ”Strømer” er professionelt falset sammen, og som bare kører – men det er for i hvert fald denne skribent film af en anden, og mere personlig observans, der for alvor sætter sig fast i erindringen.

     ”Drenge” er Malmros’ tredje film. Den første, ”En mærkelig kærlighed”, er fra 1968, og om den er der ikke meget at sige. Der er tale om et 200 pct. amatørarbejde, optaget, bearbejdet og udsendt af instruktøren selv i samarbejde med nogle gymnasievenner. Den blev ilde modtaget af anmelderne, da den endelig nåede frem til premiere (i Repriseteatret i Holte), ikke mindst fordi den er et åbenlyst ”Jules og Jim” epigoneri.

Søren Rasmussen som Lars Ole i ”Lars Ole 5.c”.

Den næste film, ”Lars Ole 5.c”, var, som det turde være de fleste bekendt, omgivet af en masse vanskeligheder, både med hensyn til produktionen og til distributionen. Først da filmen langt om længe havde fået premiere (i Biografen i Århus), fik Malmros bevis for, at stædighed belønner sig. – Dels blev den en rimelig publikumssucces, og dels svømmede anmelderne (i København dog med ca. et års forsinkelse) nærmest over i begejstring: ”Lars Ole” vandt en Bodil i 1974, fik førsteprisen på den internationale børnefilmfestival i Teheran, og den har siden opnået yderligere udbredelse ved også at blive vist i fjernsynet. Alt i alt et gennembrud, der virkelig gav genlyd.

     ”Lars Ole” foregår blandt børn i 12-års alderen. Det er en nostalgisk film, der har et venligt ironisk forhold til, hvordan det var at gå i 5. klasse; hvordan man omgik hinanden, og hvad der optog én. Tidsplaceringen er vag, men man har pga. stemningen en fornemmelse af at befinde sig i hvert fald tilbage i begyndelsen af 60-erne. I centrum står Lars Ole, og med ham som udgangspunkt skildrer filmen i et episodisk, men alligevel sammenhængende forløb nogle karakteristiske mekanismer i skolebørns indbyrdes forhold. Antydningen til en intrige ligger i, at Lars Ole, uden at turde formulere det, er varm på Inger, og at han undervejs i bestræbelserne på at etablere en forbindelse til hende temmelig lemfældigt kommer til at købe og sælge venskaber efter forgodtbefindende. Filmens holdning til Lars Ole er på samme tid følsomt solidarisk og afvæbnende kritisk, for parallelt med den positive skildring af hans famlende kontaktforsøg til Inger har Malmros ikke så lidt til overs for både John og Hanne, to af de venskaber Lars Ole i sin målrettede iver temmelig kynisk træder under fode.

     Filmens force er ægtheden i skildringen af børnene – i skolen, hjemme og ude blandt kammeraterne. Trods amatørbesætningen er dialog og spil, bortset fra et par af voksenrollerne, præget af overbevisende troværdighed. Malmros har en bemærkelsesværdig sikker hånd, når han instruerer børn. En anden ting, der må fremhæves, er filmens detaljerigdom. Rundt omkring i filmens erindringsfragmenter kan man finde masser af små, præcise iagttagelser; – typerne i klasseværelset, frikvarterets lege, ordene børnene anvender, de ting der optager dem. Mange af detaljerne har noget universelt over sig, noget eviggyldigt. Dog bør det i samme åndedrag tilføjes, at det nok især opleves på denne måde, hvis man tilhører en generation i nærheden af Malmros’, for selv om f.eks. klikedannelser og kønsrollelege stadig dyrkes, tænker og gør skolebørn i dag vitterlig en del anderledes, end vi gjorde. Blandt andet modnes de tidligere.

Drenge

Ligesom en lang række andre grundelementer videreføres ”Lars Ole”s stilfærdige tone i ”Drenge”. Lars Ole har taget navneforandring til Ole, og vi følger ham her i tre forløb, der aldersmæssigt ligger før og efter 5. klasse-perioden i den foregående film: Ole som hhv. ca. 6-årig, 17-årig og 25-årig. Forløbene er af forskellig varighed, og det er karakteristisk, at der undervejs sker en form for stramning: Hvor 1. afsnit – trods den opdelte, men afrundede historie med fætteren – forekommer fragmentarisk og spækket med småepisoder, er de to næste i højere grad koncentreret om kun ét forløb. Indsnævringen starter i 2. afsnit, hvor interessen, efter indledningens bredde i skildringen af festen, gymnasiesituationen, typerne i klasseværelset, hockeyspillet osv., snart samles om Oles spirende forhold til Marianne, og den fuldendes i 3. afsnit, hvor alt drejer sig om bare én episode, Ole og kammeratens affære med to sygeplejeelever. Måske har denne tilspidsning en naturlig forklaring deri, at det har været lettest at rekonstruere de fornemmelser, der ligger længst på afstand, i bredden, men det kan ikke nægtes, at virkningen er lidt uheldig. På baggrund af de sprælske første to afsnit, kommer det tredje til at virke tyndt, især fordi det i højere grad kommer til at hænge på skuespillerpræstationerne og dialogen, og det er lige ved at være mere, end filmen kan bære. Kollegiesekvensen er absolut ikke uden humor, men alligevel er det nok kunstgrebet med opsplitningen af børneafsnittet, der redder helhedsindtrykket af filmen. Den del, vi får til slut, er tilpas lang til, at en eventuel irritation over det åbenlyst kalkulerede ved at have delt børneafsnittet i to når at fordampe.

Ib Tardini, Lisbet Lipschitz, Ilse Rande og Lars Junggren (Ole) i tredje afsnit af ”Drenge”.

Hvor ”Lars Ole” handlede om venskaber og om kredsende, uudtalte børneforelskelser, drejer ”Drenge” sig i mere direkte forstand om erotiske forhold. Malmros har fundet frem til nogle arketypiske situationer: Et ferievenskab med seksuelle overtoner mellem to små drenge, en gymnasieforelskelse og et flygtigt værtshusbekendtskab. Selv om omsvøbene bliver færre med alderen – fra doktorlegen i første over føleriet i andet til sidste afsnit, hvor Ole tager med pigen hjem allerede samme aften – er der alligevel klare paralleller mellem de tre situationer. Fælles er blandt andet en angstfornemmelse, en lurende følelse af utryghed, der skyldes den konstante og overhængende fare for at blive ”afsløret”, jvf. forældrenes bekymring over de låste døre i l. afsnit, fundet af bukseknappen i sengen i 2. afsnit, og truslen fra kollegieopsynet i 3. afsnit. Skønt kun antydet, og skønt der også er pirrende momenter ved det ”forbudte”, er den bagvedliggende undertrykkelsesmekanisme evident: Seksuallivet er omgæret med forbud, instinkterne bliver underkuede, og der opstår hæmninger, som det senere i livet er næsten umuligt at frigøre sig fra.

Jesper Hede som Kresten og Mads Ole Erhardsen som Ole i første afsnit af ”Drenge”

Her er det fristende at køre frem med Freud og snakke om analfiksering i forbindelse med operationslegen og historien om ”cement i røvhullet”, og om fallossymboler i forbindelse med f.eks. den stige, drengene anvender for at komme op på taget, hvorfra de kan kigge ind til de nøgne damer og mænd, men da jeg synes en analyse efter disse linier ville være at drive vold på filmens fintfølte blufærdighed, vælger jeg at lade det ligge.

     Børneafsnittet er både det mest originale, og det der fungerer bedst i ”Drenge”. Alligevel har jeg lyst til at trække 2. afsnit frem, skildringen af Oles forhold til Marianne. Forløbet er enkelt, næsten himmelråbende banalt: De går begge i gymnasiet – Ole er matematiker og Marianne, der går en klasse under ham, er sproglig. Efter en privatfest følger han hende hjem, og de begynder at komme sammen; i hvert fald efter skoletid, hvor Ole kommer på besøg hos Marianne. En dag, hvor Marianne på grund af lidt ondt i halsen ikke har været i skole, er hendes forældre ikke hjemme, da Ole kommer, og han kan derfor – i al uskyldighed og fuldt påklædt – krybe op i sengen til hende. Næste dag finder moderen en bukseknap i sengen, Marianne føler sig pinligt afsløret, og hendes forhold til Ole kommer ind i en krise. Han forsøger at slå det hen i spøg, men hun føler sig krænket og forlader ham i knejsende vrede. Næste gang han kommer på besøg er hun afvisende, læser demonstrativt i en bog, og vil ikke længere vide af ham. ”Du sidder bare hele tiden og rører ved mig”, siger hun, ”Vi har slet ikke noget at tale om!” Han cykler hjem, men kan ikke koncentrere sig om lektierne og vender derfor snart tilbage. Nu er hun imidlertid ikke hjemme (hun er i biografen med en anden fyr, viser det sig), så det er først efter et par vankelmodige ture frem og tilbage, at han endelig – via en sten på hendes vindue – får kontakt. Hun lukker ham ind, men er stadig afvisende: Det er forbi.

Inez Thomsen som Marianne og Lars Junggren som Ole i andet afsnit af ”Drenge”.

Alt i dette afsnit er så typisk, at man får undre sig over, hvordan sentimentaliteten alligevel er holdt på afstand. Replikkerne har nogle gange karakter af rene floskler, faderfiguren er en arketype i sin fjogethed (”Til lige store cirkler svarer lige store centrummer”, ”citerer” han, da han hører, Ole er matematiker) osv. Alligevel fungerer det, dels fordi aktørerne er virkelig dækkende – ikke mindst i spillet med øjnene, men især, tror jeg, på grund af det langsommelige, dvælende tempo. Der kæles sindigt for hver eneste detalje, og vi får derved afdækket nogle af de meget skrøbelige følelser, det hele er baseret på.

     Samtidig kan afsnittet tages som udtryk for noget, der er meget karakteristisk for både denne og den foregående film, nemlig Malmros’ evne til at gøre det private alment. Skønt de enkelte episoder ofte er yderst konkrete og funderet på iagttagelser af situationer fra en bestemt synsvinkel, indeholder de så mange generelle elementer, at de fleste af os vil kunne nikke genkendende til en masse ting. Mange af de forhold, der behandles, indeholder en kerne af noget universelt. – Meget har forandret sig i de senere år, men ligesom Ole i ”Drenge” har vi alle svært ved at løbe fra vores fortid. Måske er det derfor, filmen virker så vedkommende.

     Det er svært at spå om fremtiden, og jeg skal derfor undlade at gisne om, hvad der vil blive af Nils Malmros. Alligevel må det være på sin plads at slå fast, at dansk film i ham har et oplagt håb. I omstående interview er Malmros selv forsigtig med at udtale sig om fremtiden, men det fremgår, at han har i hvert fald ét projekt i tankerne; en meget ambitiøs idé om en film, der skal skildre mellemskoletiden i slutningen af 50-erne. Om den kan realiseres er ikke til at vide. På den ene side skimter man en oplagt fortsættelse af ”Lars Ole” og ”Drenge”, på den anden ligger der en risiko for at komme til at gentage ting, der allerede er sagt – noget som Malmros imidlertid selv synes at være på vagt overfor.

     Målt med internationale alen er der i disse år ikke mange guldkorn at hente i dansk film. Der er langt mellem lyspunkter som ”Drenge”. Alligevel ofres der mange spalter på diskussioner af mulighederne, selv de allermindste af dem. – Jeg ved det ikke, men måske er det vores ”nationale stolthed”, der byder os fortsat at tro på mirakler. Statsstøtteordningen må da på et tidspunkt, og i hvert fald når Niels Malmros, Hans Kristensen, Anders Refn og Chr. Braad Thomsen om føje år har lavet deres tiende eller tyvende film, begynde at give resultater. Sådan bliver vi ved med at sige, trods den – set under ét – hidtil noget pauvre hast. I det ene hjørne de ambitiøse institutfilm, der nok udtrykker ”rigtige meninger”, men som i grunden er ganske ligegyldige; i det andet de privatproducerede trivialfilm – folkekomedier, farcer og pornofilm. Film, der, måske bortset fra Olsenbanden-serien, i kraft af ekstrem holdningsløshed når et stort publikum. Ind imellem og med års mellemrum: et par oaser.

DRENGE. Danmark 1977.

Produktion: Steen Herdel, EBC-film, Nils Malmros. Produktionsledelse: Ib Tardini, Steen Herdel. Instruktion: Nils Malmros. Manuskript: Nils Malmros og Frederick Cryer. Foto: Dirk Brüel. Klip: Janus Billeskov Jansen. Musik: Gunnar Møller Pedersen. Lyd: Ole Henning Hansen, Nils Malmros, Per Assentoft. Mix: Janus Billeskov Jansen, Per Meinertsen. Lys: Leif Barney Fick. Script: Hannah Lowy. Stills: Torkel Stentorp og John Johansen. Medvirkende: (1. afsnit) Mads Ole Erhardsen (Ole), Jesper Hede (Kresten), Mette Marie Hede (Mette), Lone Rode (Oles mor), Paul Clemmensen (Oles far), Lotte Hermann (Tanten, Krestens mor), Mikkel Hede, Karen Margrethe Nyborg, Charlotte Winther Nielsen, Gaute Munch (de øvrige børn). (2. afsnit): Lars Junggren (Ole), Inez Thomsen (Marianne), Svend Schmidt-Nielsen (Mariannes far). (3.afsnit): Lars Junggren (Ole), Ilse Rande (Merethe), Ib Tardini (Victor), Lisbet Lipschitz (Ulla), Lis Nielsen (oversygeplejersken). Premiere: 26. februar 1977. Udlejning: Kino Film.

LITTERATUR:

MacGuffin 4, feb. 1973 (interview mm.)

Kosmorama 123/124, dec. 1974 (interview + filmografi)

Kosmorama 130, sommer 1976 (kort interview)

Tusind Øjne 4, feb. 1977 (interview)

Levende Billeder 2, 1977 (interview mm.)

Artiklen ”Drenge” blev oprindelig trykt i MACGUFFIN 21/22 (februar 1977). Denne udgave, med nogle få korrektioner af den scannede originaltekst, er redigeret i juni 2005. ”Drenge”  er udsendt på vhs videobånd, men endnu ikke på dvd.